Frimærkepenge til Grønlands Nationalteater

I dag fik Grønlands Nationalteater overrakt en check på 100.000 kr. fra Telepost a/s. Pengene stammer fra det særfrimærke TELE-POST udgav i 2010. Frimærket var tegnet af Bolatta Silis-Høegh. Se frimærket.
Skrevet af Peter Troelsen
11. september 2012 06:29

Checken blev uddelt ved en sammenkomst i Tele Tårnet i Nuuk, hvor lederen af Grønlands Nationalteater teaterchef Svenn B. Syrin samt postdirektør Per Svendsen og frimærkechef Allan Pertti Frandsen fra TELE-POST var til stede.

-I 2010 valgte vi at det årlige tillægsfrimærke skule være til gavn for Teatergruppen Silamiut, der jo sidenhen er blevet til Grønlands Nationalteater. Derfor er det dem, der i dag skal have overrakt overskudet fra salget. Det har været et meget solgt frimærke, så det er blevet til 100.000 kr., som vi er både glade og stolte over at overrække til Grønlands Nationalteater, sagde Allan Pertti Frandsen.

Checken på de 100.000 kr. blev overrakt af postdirektør Per Svendsen til teaterchef Svenn B. Syrin. Han kvitterede med et stort smil og en lille takketale.

-Det var jo et større beløb, end vi havde forestillet os, men det bliver glæden kun større af. Vi har valgt at bruge disse penge på et projekt, vi har haft i støbeskeen i længere tid. Det går ud på at få sat gang i amatørteateret langst kysten. Vi håber at få lavet en tradition for amatørteater, så borgerne langs kysten også kan få lov at prøve sig selv af på en scene. Denne donation gør det muligt for os at lægge bunden for en tradition, vi ser frem til at få sat gang i, fastslog Svenn B. Syrin.