Frikendt, men tilbageholdes i fire uger

Den 37-årige mand som var tilstede under skudepisoden i blok 14 juleaftensmorgen i Nuuk blev i går frikendt i kredsretten i Nuuk. Men tilbageholdes i yderligere 4 uger.
Skrevet af Jaaku Lyberth
19. februar 2010 14:44

Anklagemyndigheden har imidlertid besluttet at anke sagen til landsretten på grund af et juridisk spørgsmål om, hvorvidt den 37-årige tiltalte var medvirkende til forbrydelsen. Det forklarer vicepolitimester Morten Nielsen til KNR.

- Vi har valgt, at vi gerne vil have landsrettens vurdering af forholdene. De spørgsmål, der skal tages stilling til, i forbindelse med en sag af den her karakter, er nogle juridiske spørgsmål om medvirken; Om hvornår man kan siges at have medvirket til en forbrydelse, siger Morten Nielsen.

Anklagemyndigheden kærede desuden tilbageholdelse af den 37-årige, indtil landsretten afgør ankesagen. Og det ønske er helt efter bogen, siger Morten Nielsen.

- Vi mener, at når der er rejst tiltale i en sag for vold med døden til følge, så bør man også sidde tilbageholdt, når der er grundlag for det. Og det er der efter vores opfattelse her. Men det vil Landsretten jo så tage stilling til senere i dag, siger han.

Morten Nielsen forventer i øvrigt på lidt længere sigt, at Landsretten tager stilling til sagen, og til sin tid afsiger en dom i sagen.

Landsretten har netop meddelt, at den 37-årige er tilbageholdt i fire uger til den 18. marts.