Fremtidens fragtpriser stiger

I et § 37 svar til Aleqa Hammond (S) oplyser naalakkersuisoq Jens B. Frederiksen at fragtpriserne i fremtiden forventes at blive højere. Det skyldes mest af alt manglende kapacitet i højsæsonen på Royal Arctic Lines skibe. En løsning på problemet kan først øjnes når den nye transithavn i Nuuk kan tages i brug.
Skrevet af Peter Troelsen
20. november 2012 09:26

Det kan dog godt have meget lange udsigter, idet naalakkersuisut i flere uger har bakset med at få strukturen for den nye havn i Nuuk på plads. Siden sidste mandag har beskeden været, at der kommer nyt om meget kort tid. Så er spørgsmålet blot, hvad naalakkersuisut mener med kort tid.

Det er økonomiske problemer på det tyske skibsværft P + S Werften, der i realiteten er skyld i de problemer, der har været året igennem med containerfragt mellem Danmark og Grønland. RAL skulle have haft leveret et stort skib, der skulle erstatte et af selskabets mindre skibe, på transporten af gods til Grønland. Det manglende skib har medført, at RAL har måttet chartre kapacitet fra andre rederier, og det har været meget vanskeligt at få til at hænge sammen. Markedet for egnede skibe er ualmindeligt småt, og da man endeligt fandt frem til Vega Saggitarius, gik skibet på grund udenfor Nuuk.

Hvis den kendte prognose for fragtmængden, mere gods i højsæsonen og mindre i lavsæsonen, holder stik, vil det betyde øget indchartring af skibe med deraf følgende stigende omkostninger og fragtpriser. Det er kun skibe af en hvis størrelse, der kan bruges til og fra Nuuk Havn, og det betyder at priserne vil stige. Når der bliver bedre plads til større skibe i den nye transithavn, vil behovet for skibe dale, og det samme formodes fragtpriserne at gøre.