Fremtiden for Great Greenland bliver først afgjort til efteråret

En arbejdsgruppe skulle havde kommet med anbefalinger her i juni. Men deadlinen er nu flyttet til november.
Foto © : Great Greenland
Skrevet af Nauja Møller
24. juni 2010 05:45

Departementet for Fiskeri, Fangst og Landbrug har allerede udarbejdet et oplæg til priserne for indhandling af sælskind, som Naalakkersuisut skal tage stilling til i forbindelse med finansloven for 2011.

Så i stedet for at lave to redegørelser inden for kort tid, er deadlinen for arbejdsgruppens oplæg blevet udskudt, oplyser Departementet.

Great Greenland har døjet med underskud på grund af den manglende efterspørgsel på sælskind på verdensmarkedet de seneste år.

Derfor skal arbejdsgruppen komme med forslag til, hvad der skal ske med virksomheden. Det kunne for eksempel være forslag til nye måder, at omsætte de 250.000 sælskind Great Greenland har på lager, til penge.

Grundlaget for arbejdsgruppens kommissorium er godkendt. Når gruppens medlemmer er kommet med yderligere input, kan kommissoriet blive offentliggjort, oplyser Departementet.

Arbejdsgruppen kommer til at bestå af repræsentanter fra KNAPK, Kanukoka og Great Greenland. Selvstyret er repræsenteret med 4 personer fra hver deres departement.