Fremskridt i vejprojektet mellem Sisimiut og Kangerlussuaq
Vejanlæggelsen mellem Kangerlussuaq og Kangerluarsuk Tulleq - det er i nærheden af Sisimiut - kan allerede starte til sommer. Qeqqata Kommunia har nemlig sat opgaven i offentligt udbud.
Det skriver kommunen på sin hjemmeside.
Qeqqata Kommunia vil diskutere de bud, der er kommet på udbuddet, 27. maj.
Kommunen kræver, at vejen skal stå klar 15. september næste år.
Vejprojektet mellem Sisimiut og Kangerlussuaq er blevet delt op i to. Den første vej, som nu er sat i udbud, er vejen mellem Kangerlussuaq og Kangerluarsuk Tulleq.
Vejen mangler dog stadig en godkendelse.
LÆS OGSÅ Fem millioner til plan om en vej mellem Sisimiut og Kangerlussuaq
Departementet for Natur og Miljø er i gang med at behandle VVM-redegørelse for vejen. Kommunen håber, at departementet vil godkende VVM-redegørelsen i denne måned.
En VVM-redegørelse er en redegørelse for, hvordan et projekt påvirker miljøet.
Projektet med at anlægge vejen fik fem millioner kroner fra finansloven sidste år.
Qeqqata Kommunia har selv allerede afsat 50 millioner kroner til projektet.
Selve vejen anslåes til at komme til at koste mellem 400 og 500 millioner kroner.