Fremgang for Nuna Minerals aktier

Dagen i dag bød på godt nyt fra det nationale mineralforskningselskab Nuna Minerals.
Skrevet af Karsten Sommer
18. september 2013 10:48

De seneste måneders undersøgelser af guldforekomster i Vagar-koncessionen i Sydgrønland, har ført til fund af flere nye guldforekomster indenfor et område på 96 ud af Vagarkoncessionens i alt 435 kvadratkilometer.

Dermed er udstrækningen af de guldførende efterforskningsmål væsentlig forøget i Vagarområdet, der ligger blot 25 km fra den eksisterende guldmine Nalunaq.

Ole Christiansen, direktør i NunaMinerals, er glad for de nye resultater.

- Dette års efterforskning i Vagar har givet de bedste resultater i selskabets historie. De viser det højeste guldindhold der hidtil er konstateret i Grønland. Med Vagar som flagskib har NunaMinerals fasttømret sin status som den førende guldefterforsker i Grønland, siger han.

Det gode resultat har i dag straks kunnet aflæses på NuaMinerals aktiekurser, der lige nu har stabiliseret sig på en 50 procents stigning, efter tidligere i dag at være steget til det firedobbelte på børsen Nasdaq Copenhagen.