Franske fodboldkendisser gæster Nuuk

Grønland får usædvanligt fodboldbesøg i eftermiddag, når det franske fodboldhold Variétés Club de France ankommer til Nuuk.
Skrevet af Karsten Sommer
19. maj 2014 11:20

Holdet, der består af pensionerede franske professionelle topspillere samt andre franske idrætskendisser skal spille to kampe i Nuuk.

Variétés Club de France er en hyggeklub for pensionerede franske idrætsstjerner, såsom Michel Platini, Didier Deschamps, Christian Karembeu, Arsenal Manager Arsene Wenger og tennisspilleren Yannick Noah.

Men de er ikke altid med, når klubben spiller, og den mest kendte spiller, som kommer til Nuuk, vil være den tidligere franske landsholdsspiller Robert Pires, som havde en stor karriere i Londonklubben Arsenal.

Han har spillet 79 kampe for Frankrig og var med, både da Frankrig vandt VM i fodbold i 1998 og blev Europamestre i år 2000.

I dag skal han så føre an, når holdet klokken 18.30  i aften møder et hold af grønlandske kendisser.

Hvem det bliver, ligger ikke helt klart endnu, men blandt navnene er Michael Binzer, Finn Karlsen og Aqqaluaq B. Egede, fortæller fodboldforbundets formand John Thorsen.

I morgen skal franskmændene på sejltur, og onsdag eftermiddag vil der være offentlig autografskrivning i Nuuk Center klokken 14. På onsdag klokken 18 er der kamp mod Nuuks bedste oldboys.

- Det er en stor begivenhed for GBU, at vi endelig får Variétés Club de France til Grønland. Vi ser frem til nogle spændende kampe og forhåbentlig en masse tilskuere, siger John Thorsen.

Hvis vejret vil, spilles kampene på Nuuk Stadion, ellers flyttes arrangementerne til Inussivik Hallen lige ved siden af.