Francos grav flyttet trods splittelse i befolkningen

Francos kiste blev båret væk af familiemedlemmer fra De Faldnes Dal til mere diskret grav nord for Madrid.
Beslutningen om den omstridte flytning af graven blev meldt ud i 2018. Spaniens socialistiske regering begrundede beslutningen med, at den ikke ville "fortsætte med at glorificere diktatoren". Foto © : Scanpix
Skrevet af Ritzau
24. oktober 2019 13:25

Den spanske general Francisco Francos jordiske rester blev torsdag fjernet fra et stort mausoleum uden for Madrid, hvor de har været begravet siden 1975.

Tv-optagelser fra mindekomplekset De Faldnes Dal viste Francos kiste blive båret væk af otte familiemedlemmer.

Kisten blev placeret i en rustvogn, som flyttede den til en mere diskret grav lidt nord for den spanske hovedstad. Spaniens højesteret afgjorde i september, at Francos grav kan flyttes. Der var fuld enighed om afgørelsen blandt de seks dommere.

Francos familie havde modsat sig, at den tidligere fascistiske leders grav flyttes fra De Faldnes Dal, hvor der ligger anslået 34.000 ofre for Den Spanske Borgerkrig.

Mindested for ofre for fascismen

Beslutningen om den omstridte flytning af graven blev meldt ud i 2018. Spaniens socialistiske regering begrundede beslutningen med, at den ikke ville "fortsætte med at glorificere diktatoren".

Francisco Franco stod i spidsen for Spanien fra 1939, hvor han vandt Den Spanske Borgerkrig. Han ledte landet frem til sin død i 1975.

Den spanske regering vil lave området om til et mindested for fascismens ofre.

De Faldnes Dal blev i sin tid bygget af fanger, der var modstandere af Franco. Det blev opført mellem 1940 og 1959.