Fra Siorapaluk til Aarhus

Juaanna Platou er blevet ansat som præst i Aarhus Stift for de grønlændere, der frivilligt er flyttet til Danmark. Et job hun glæder sig meget til.
Skrevet af Jette Andersen
20. juni 2013 12:05

- Jeg glæder mig til al kirkeligt arbejde for grønlændere i Danmark, siger den nye præst i Danmark, Juaanna Platou.

Efter årevis med drøftelser og snak om endnu en grønlandsk præst i Danmark, bliver det nu til virkelighed.

Juaanna Platou flytter derfor fra Siorapaluk, hvor hun er skoleleder, til Aarhus, hvor hun begynder på sit nye job den 1. august.

- Der vil være gudstjenester på grønlandsk, barnedåb, konfirmation, bryllupper, begravelser sjælesorgssamtaler og kontorarbejde.

Selvstyrets præst Jens Kristian Kleist, har siden sidste sommer ikke måttet betjene de grønlændere, der opholder sig frivilligt i Danmark. De har dermed i et år stået uden mulighed for at blive døbt, konfirmeret, gift eller begravet på deres modersmål.

Juaanna Platou er godt klar over, at hun får travlt som præst for frivilligt bosatte grønlændere i Danmark, men hun har mod på at tage udfordringen op.

- Hvis jeg tilrettelægger mit arbejde med omhu, så tror jeg det vil gå godt. Og jeg vil tro, at de vil være samarbejdsvillige i Danmark - altså de grønlandske foreninger og folk.

Juaanna Platou, der blev uddannet præst i 1999, rejser til Danmark i midten af næste måned, men hendes familie kommer først lidt senere. Hun skal nemlig selv sørge for bolig og bohaveflytning.

Når hun er kommet i gang med embedet, vil Aarhus stift forsøge at etablere en dialog med den grønlandske biskop om, hvordan de to præster i Danmark fremover kan samarbejde.