Fra eskimo til Inuit på 40 år

Efter tre dage er den store fejring af Inuit Tapiriit Kanatamis 40-års jubilæum afsluttet. Her blev der set tilbage på fire årtier med store forandringer, siden en lille gruppe mennesker dannede en sammenslutning af Inuit i Canada med det formål, at få bedre forhold og flere rettigheder.
04. november 2011 15:12

Det har været 40 år med store ambitioner og mange successer. På den første dag af Inuit Tapiriits Kanatamis konference Fra Eskimo til Inuit på 40 år, fortalte de fleste talere om deres personlige historie og flere introducerede således sig selv med det nummer de blev kaldt for 40 år siden af embedsmændene. Det kunne være E-46, E betød Eskimo-i stedet for et rigtigt navn.

Situationen har ændret sig, nu har de fire Inuit grupper alle fået deres jordrettigheder---Nunavik, Nunatsiaviut, og Nunarput desuden har Inuit omtegnet kortet over Canada ved at oprette et nyt territorie, Nunavut.

Den ene taler efter den anden pointerede, at Inuit nu spiller en central rolle i Canada og dets fremtid, i klimaforandringerne, i resourceudviklingen, suveræniteten. Men at denne kæmpe udvikling og omskifting har haft sin pris, sin meget store pris, med de mange sociale problemer, selvmord, arbejdsløshed, vold og anden kriminalitet.

Mary Simon, præsident for ITK, pegede gang på gang ved konferencen på, at tidssvarende og kultur-relevant udddannelse er en meget stor del af løsningen. Den forhenværende canadiske statsminister, Paul Martin, sluttede konferencen og festlighederne med en tale hvori han udtalte, til stort bifald, at unge inuit skal i skole ikke i fængsel, men i skoler som kan lære dem noget de virkeligt har brug for i den nutidige verden.