Fra 2014 stiger skatten med et procentpoint i Kommuneqarfik Sermersooq

Det lægger en enig kommunalbestyrelse i landets folkerigeste kommune op til, efter at de i går havde 1. behandling af det kommunale budget for 2014 på dagsordenen.
Skrevet af Karsten Sommer
30. oktober 2013 05:18

Skattestigningen er ifølge borgmester Asii Chemnitz Narup en nødvendighed, hvis boligbyggeri og vækst i den store kommune skal kunne fastholdes, efter Naalakkersuisuts meldinger om fordeling af anlægsmidler i finanslov 2014.

De tilgodeser ikke kommunen, og Naalakkersuisut vil yderligerer tage 20 mio. kr. af Kommuneqarfik Sermersooqs bloktilskud og fordele dem mellem Kommune Kujalleq og Qaasuitsup Kommunia.

- Det er aldrig sjovt at sætte skatten op. Men som en ansvarlig kommunalbestyrelse må vi sikre vores kommune, siger borgmesteren.

- Tilflytningen til Nuuk er konstant og vi kæmper i forvejen med stor boligmangel og behov for boligrenovering. Borgerne på Østkysten og i Paamiut skal også sikres via nye anlægsaktiviteter. Og Nuuks position som det økonomiske kraftcenter i Grønland skal fastholdes, påpeger Asii Chemnitz Narup.

Det er derfor nødvendigt at hæve kommuneskatten med én procentpoint, fra 25 % til 26 %, med virkning fra 1. januar 2014.

Samtidig vil kommunen gøre brug af det lånetilsagn, som Selvstyret gav kommunen allerede i 2009. Der vil således blive optaget lån til boligbyggeri på kr. 176 mio.kr.

En samlet kommunalbestyrelse har derudover besluttet at standse væksten i kommunens driftsudgifter, samtidig med at arbejdet med effektivisering af administrationen fortsætter, fastslår Kommuneqarfik Sermersooqs borgmester Asii Chemnitz Narup i dag.