Fotograf blev forbillede

Biologen og naturfotografen Carsten Egevang får nu et skulderklap af Selvstyret. Han overrækkes i dag miljøprisen af naalakkersuisoq for natur og miljø, Anthon Frederiksen.
Skrevet af Martine Lind Krebs
13. januar 2012 07:30

Og det var en stolt Carsten Egevang, der modtog prisen:

-Jeg har tidligere modtaget forskellige internationale og danske priser for min fotografering, men den her pris gives på baggrund af min formidling og på baggrund af min fotografering kombineret, og den gives af en grønlandsk institution. Det betyder rigtig meget for mig, og det er jeg i sandhed stolt over at få, sagde han.

Carsten Egevang er ikke mindst kendt for sine bemærkelsesværdige forskningsresultater om havternens trækruter, og er også aktuel med den smukke fotobog Grønland – Dyrenes og Menneskenes Land. Fotograferingen er noget, der langsomt har sneget sig ind på Carsten Egevangs arbejde som biolog.

- Jeg deler min tid op i mellem at have tid til at tage gode billeder, men omvendt har jeg min forskning ved siden af, som jeg også plejer. Så der er nok at se til, sagde han.

Det var naalakkersuisoq Anthon Frederiksen, der overrakte prisen.

- Via Carstens flotte bog bliver Grønland løftet udadtil, så folk, der bor uden for Grønland, får mulighed for at se hvor rigt Grønland er. Den natur og de dyr, der lever i Grønland er fantastiske og flotte, og det viser billederne meget godt, sagde han.

Med prisen følger 20.000 kroner, og selv om Carsten Egevangs to sønner mener, at pengene er bedst givet ud på rollespilsudstyr, og konen trænger til nyt tøj og tasker, så har Carsten Egevang sine helt egne planer for hvad de skal bruges til.

- Jeg har en gammel drøm om, at jeg gerne vil op til Qaanaaq-området og fotodokumentere, hvordan man stadig fanger min favoritfugl søkongen med de her lange ketsjere. Det har jeg rigtig længe godt kunnet tænke mig at komme op og tage billeder af, og med de 20.000 kroner, der følger med prisen er det pludselig noget, der er muligt, siger han.

Carsten Egevang er den tredje ud af i alt 5 til at modtage Selvstyrets natur- og miljøpris for 2011. De øvrige er tv-producenten Niels-Henrik Lynge og ejerne af vandrehjemmet i Tasiusaq Jørgine og Otto Frederiksen. De har hver især modtaget en pengegave på 20.000 kroner.