Selvom deklarationen vedrørende oprindelige folks rettigheder ikke blev vedtaget af FN’s Generalforsamling er der stadig håb, siger Aqqaluk Lynge, der er præsident for ICC Grønland.
Det var de afrikanske lande med Namibia i spidsen, der med deres forslag om en såkaldt “no action” resolution, fik udskudt afstemningen om deklarationsforslaget indtil udgangen af denne samling i FN som slutter i september 2007.
- Vi vil bruge tiden til intensivt lobbyarbejde for vedtagelse af deklarationen, siger Aqqaluk Lynge.
- Jeg vil samtidig gøre mit til, at opfordre vore ICC kontorer i Alaska og Canada til at tage mere aktivt del i det kommende arbejde. Vi vil kæmpe videre til den bitre ende, siger han.