Forsvundne gletsjer-fotos dukket op

En kasse med forsvundne fotos fra Knud Rasmussens sidste Thule-ekspedition er pludselig dukket op.
Skrevet af mlk
06. december 2010 07:19

Billederne kan give værdifulde oplysninger om afsmeltningen af indlandsisen.

Det er den danske geolog Kurt H. Kjær, der har fundet billederne i en kasse i et kælderlokale hos Kort- og Matrikelstyrelsen. Det skriver Politiken.

Det var navnet Milthers på en kuvert i kassen, der satte geologen på sporet. Keld Milthers var fotograf på Knud Rasmussens 7. Thuleekspedition til Sydøstgrønland i 1932-33.

Fotografierne er taget fra fly mellem Kap Farvel og Illoqqortoormiut. Milthers’ plan var, at lave 3D-modeller af gletsjerne på baggrund af billederne. Og det arbejde vil geologerne nu færdiggøre, så de kan sammenligne dem med moderne 3D-modeller af samme gletsjere.

- Når vi sammenholder billederne med klimainformationer fra perioden, vil det give et hidtil uset præcisionsbillede af gletsjerafsmeltningen i Sydøstgrønland gennem de seneste næsten 80 år, siger Kurt H. Kjær til Politiken.