Forsvundne fædre var ikke alle danske

Etniciteten af fædrene til de juridisk faderløse kan rejse spørgsmål om, hvem der skal betale for en eventuel kompensationsordning, skriver AG.
Skrevet af Martine Lind Krebs
26. juni 2014 08:36

Aleqa Hammond har flere gange prøvet at overbevise den danske regering om, at statskassen bør finansiere en kompensationsordning til de juridisk faderløse, som med den nye lov ikke får mulighed for at arve deres biologiske far, fordi han allerede er død og boet allerede opgjort.

Men det er måske ikke så oplagt, at det skal være Danmark, der betaler gildet. Det skriver denne uges AG.

Mange af fædrene til de juridisk faderløse er nemlig grønlændere. Det kunne man læse allerede i den historiske udredning, der blev lavet om emnet i 2011.

Afhængigt af det statiske materiale vurderes antallet af danske fædre til børn født uden for ægteskab til at være mellem 14,6 procent og 27 procent, mens grønlandske fædre til de såkaldte 'uægte' børn kan have udgjort op mod 59 procent.

Ifølge AG var emnet noget, som statsminister Helle Thorning-Schmidt berørte i en debat i Folketinget i april, hvor hun foreslog, at Grønland selv finansierede en erstatningsordning. Det har Aleqa Hammond klart afvist.

Dansk Institut for Menneskerettigheder har tidligere vurderet, at de juridisk faderløse kan vinde en erstatningssag mod den danske stat.