Forsvarsforhandlinger bliver uden Grønland ved bordet

De nordatlantiske medlemmer af Folketinget vil blive hørt forud for drøftelserne om en ny forsvarsaftale til efteråret, men ikke taget direkte med i forhandlingerne.
Foto © : KNR
28. juni 2016 11:33

Det meddelte forsvarsminister Peter Christensen under en præsentation mandag af regeringens analyse for Forsvarets opgaver Arktis.

- Jeg har tænkt mig at invitere både de to grønlandske og to færøske folketingsmedlemmer til et møde, men selve forhandlingerne foregår i forsvarsforligskredsen.

Læs også Styrket Forsvar frem for oprustning

Inuit Ataqatigiit og Siumut i Folketinget har flere gange kritiseret både den nuværede Venstre-regeringen og den tidligere Thorning-regering for ikke at inddrage de nordatlantiske politikere i forhandlinger, der har indflydelse på Grønland og Færøerne.

Det gælder for eksempel politiforliget, finanslovsforhandlinger og aftaler om at sende danske styrker i krig.

I forbindelse med analysen om Forsvarets opgaver i Arktis har Naalakkersuisut og det færøske landsstyre været tæt inddraget i arbejdet, lyder det fra alle tre lande.

Læs også ANALYSE Forsvarets Arktis-analyse er offentliggjort

Men det politiske spil omkring Forsvarets fremtid, bliver kun forhandlet blandt danske partier, understreger Peter Christensen.

Dog vil der blive en offentlig høring i Folketinget om netop Forsvarets fremtidige Arktis-indsat inden forsvarsforhandlingerne, meddelte forsvarsministeren mandag.