Forsvaret vil rekruttere unge grønlændere

Det danske forsvar starter nu en informationskampagne her i landet.
Foto © : Forsvaret
Skrevet af Karsten Sommer
05. maj 2015 06:35

Fra den 26. maj til den 10. juni vil en række grønlandske idrætshaller være pyntet med Forsvarets farver, billeder og logoer. Og medarbejdere fra Forsvarets Rekruttering vil stå klar med informationsmateriale, tests og gode råd til de unge grønlændere, der kommer for at høre om deres muligheder i Forsvaret.
 
Kampagnen vil indeholde information om Forsvarets opgaver i Arktis, en orientering om de professionelle uddannelsesmuligheder i Forsvaret samt de karrieremuligheder man har.
 
På eftermiddagene kan man også tilmelde sig en sproglig og fysisk testning, afsluttende med en personlig evaluering.

LÆS OGSÅ Forsvaret vil have flere grønlandske unge i trøjen

- Vi håber, at vores kampagne, som er den første i Grønland, kan være med til at få nogle flere unge grønlandske mænd og kvinder til at søge om en uddannelse i Forsvaret, siger major Torben Grinderslev, der er leder af Forsvarets rekruteringstjeneste.
 
Målgruppen er grønlandske mænd og kvinder mellem 17 og 26 år. Forsvaret sendte i april måned et personligt brev til 1.660 grønlændere fra ungdomsårgangene 1995 og 1996, hvor de er blevet opfordret til at deltage i Forsvarets Informationsdag.

LÆS OGSÅ Forsvaret på charmeoffensiv i Grønland til foråret

 

Forsvarets Informationsdag foregår i disse byer i Grønland i 2015:

  • Qaqortoq: 26. maj
  • Tasiilaq: 28. maj
  • Nuuk: 1. og 2. juni
  • Sisimiut: 4. juni
  • Aasiaat: 6. juni
  • Ilulissat: 8. juni
  • Upernavik: 10. juni