Forsvaret skærper beredskabet på grund af Rusland

Som følge af Ruslands pres på Ukraine har Forsvarskommandoen anbefalet at skærpe det danske beredskab.
Forsvaret vil også styrke det nationale afvisningsberedskab ved at placere to F-16 kampfly på Bornholm, hvis det vurderes operativt nødvendigt. Foto © : Scanpix
Skrevet af Ritzau
08. februar 2022 10:22

Efter anbefaling fra Forsvarskommandoen har den danske regering besluttet at skærpe Forsvarets beredskab.

Det sker ifølge Forsvarsministeriet som følge af det "uacceptable russiske militære pres på Ukraine".

Det oplyser Forsvarsministeriet i en pressemeddelelse.

Tiltagene omfatter, at beredskabet for den danske kampbataljon, der er tilmeldt Natos beredskab, skærpes til 1-5 dage. Det vil sige, at bataljonen fremover skal kunne rykke ud på 1-5 dage.

Bataljonen vil blive samlet i Slagelse, og nødvendige lagre vil blive opbygget.

Kampfly på Bornholm

Forsvaret vil derudover styrke det nationale afvisningsberedskab ved at placere to F-16 kampfly på Bornholm, hvis det vurderes operativt nødvendigt.

Det er før sket, når der har været øget russisk flyaktivitet nær dansk luftrum.

LÆS OGSÅ Ukraine anser fredelig løsning på konflikt som realistisk

Det skærpede beredskab følger, efter at Rusland den seneste tid har placeret store militære styrker nær den ukrainske grænse.

Det har skabt frygt for, om Rusland har interesse i at invadere Ukraine. 

Meget usædvanligt

Statsminister Mette Frederiksen (S) har tirsdag holdt et møde med norske Jens Stoltenberg, Natos generalsekretær. Mødet har handlet om konflikten mod øst.

- Alvorlig situation i og omkring Ukraine og derfor også en alvorlig samtale her til morgen med Natos generalsekretær, Jens Stoltenberg, skriver Frederiksen i et opslag på Facebook.

Og det er udtryk for en alvorlig krisesituation, at en dansk kampbataljon nu samles og gøres kampklar.

Det mener professor Mikkel Vedby Rasmussen fra Institut for Statskundskab ved Københavns Universitet. Han har blandt andet forsket i dansk forsvarspolitik.

- Det er meget usædvanligt og udtryk for, at regeringen og Forsvaret ser med stor alvor på, hvad der sker i det østlige Europa. Jeg kan ikke mindes, at en dansk militær enhed er blevet sat i det beredskab siden afslutningen af Den Kolde Krig, siger han. 

Rusland har selv afvist at have nogen interesse i at invadere Ukraine.