Forsvarere organiserer sig

De grønlandske forsvarere har nu stiftet en forening. Illersuisut - "Dem der forsvarer" - er foreningens navn.
Skrevet af Karsten Sommer
04. december 2009 05:26

Formålet med foreningen er at højne forsvarerstandens anseelse, dygtighed, skabe bedre arbejdsforhold og virke for gode kollegiale forhold forsvarerne imellem.

- Den ny retsplejelov betyder, at forsvarerne får en egentlig autorisation og har været igennem et uddannelsesforløb. På den led er der tale om en professionalisering af forsvarerjobbet. Derfor er det vigtigt at vi via Illersuisut får et forum, hvor vi kan diskutere vores arbejde og kæmpe for vores synspunkter, så vi kan udføre vores arbejde bedst muligt, siger foreningen første formand, Bjørn Chemnitz.

Kun personer, der har hjemsted i Grønland og opfylder betingelserne i den grønlandske retsplejelov for at være forsvarer, kan være medlemmer af foreningen. For at være medlem skal man også have autorisation som enten forsvarer eller hjælpeforsvarer af dommeren ved Retten i Grønland.