Forsvarer: Drabstiltalt dreng har mistet sine rettigheder

Den grønlandske dreng, der har tilstået at have dræbt og voldtaget en 85-årig kvinde i Aalborg sidste år, har mistet sine rettigheder. Det mener drengens advokat, der nu bringer sagen til Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol.
Skrevet af Louise M. Kleemann
12. november 2008 11:41

Den nu 16-årige dreng har været spærret inde i godt 13 måneder, og det er drengens advokat Nicholas Symes meget utilfreds med.

- Jeg mener ikke, at drab begrunder en så lang varetægtsfængsling, siger advokat Nicholas Symes.

Sagen er blevet udsat, fordi myndighederne venter på en godkendelse af Retslæge-rådet, siger Nicholas Symes til DR Nordjylland.

Normalt må unge under 18 år kun være tilbageholdt i otte måneder, før de skal i retten. Sagen skulle have været for en dommer i Byretten i morgen, men er nu udsat på ubestemt tid.