Overblik: Forslag om fælles regler for minedrift og at sløjfe emballageafgift

Torsdag diskuterede Inatsisartut, om man skal fjerne emballageafgift på øl og sodavand, og så forslog Naleraq, at der skal være nationale regler for minedrift ligesom i andre lande.
Foto © : KNR
Skrevet af Emil Weis
02. oktober 2026 10:09

Den første uges debatter under denne Efterårssamling er færdig. 

Der er blevet diskuteret alt fra turisters adgang til sundhedsvæsnet til at forlænge udnyttelsen af vandkraftressourcer. 

Og så blev debatten afbrudt mandag, da tonen mellem Naleraqs Aki-Matilda Høegh-Dam og Inuit Ataqatigiits Ane Hansen simpelthen blev for hård. 

Torsdag blev det diskuteret, om man skal fjerne emballageafgiften på drikkevarer, så borgerne kan få lavere leveomkostninger, og om man skal have nationale regler til minedrift. 

Det kan du læse et kort overblik over her. God læselyst. 

Regler til minedrift

Naleraq stillede torsdag et forslag om, at man indfører et nationalt reglement for minedrift, der for eksempel indeholder tekniske krav til mineventilationen, mineskakternes vægstyrke og sikkerhedskrav. 

- Det er på baggrund af at Grønland endnu ikke er mine-nation, og ikke har den nødvendige grundlæggende viden om for eksempel tekniske krav mht. miner, sagde forslagsstiller Juno Berthelsen (N) fra talerstolen og forslog derfor, at man lod sig inspirere af andre lande.

Ifølge ham, så har andre lande fælles regler for minedrift. Naalakkersuisoq for råstoffer, Múte B. Egede, var da også enig i, at klare regler vil være en fordel for både administrationen og industrien indenfor miner.

- Industrien vil på forhånd kunne indrette sig efter de krav, der stilles, sagde Múte B. Egede (IA): 

- Med ensartede regler for alle mineprojekter, vil administrationen kunne opbygge ekspertise inden for det vedtagne regelsæt.

Forslaget er sendt videre til udvalgsarbejde.

Fjern emballageafgiften

Både Siumut og Naleraq havde torsdag et forslag til at ændre emballageafgiften på drikkevarer. 

Naleraq mener, at man skal fjerne afgiften på drikkevarer helt, og Siumut forslår, at man fjerner afgiften på grønlandske virksomheder, selvom de producerer i et andet land end Grønland.

- Afgiften betyder, at der lægges endnu en omkostning oven på almindelige dagligvarer. Den rammer ikke et abstrakt system. Den rammer borgerne, når de køber drikkevarer i butikkerne, sagde Pele Broberg (N) fra talerstolen.  

Naalakkersuisut mener dog, at det både er svært at vide, om en fjernelse af afgiften vil komme borgerne til gode i stedet for virksomhederne, og om billigere alkohol og sukkerholdige drikke vil skabe et større sundhedsproblem. 

Derfor endte forslaget fra Naleraq med at blive forkastet, mens Siumuts forslag blev sendt videre til udvalgsbehandling. 

Udover de nævnte forslag blev det torsdag også diskuteret, hvilken selskabsform selvstyreejet virksomheder skal have og en teknisk ændring af fremgangsmåden ved ekspropriation.