Forskningsstation øger sikkerhed mod isbjørne

En ung isbjørn angreb en forsker i Nordøstgrønland i lørdags. Det får nu Zackenberg forskningsstation til at øge sikkerheden mod isbjørne.
05. august 2010 11:45

Blot ugen før Jens Fog Jensen blev angrebet af en ung isbjørn, havde en anden voksen bjørn passeret forskere fra Grønlands Naturinstitut og DMU på lokaliteten Sandøen i fjorden syd for Forskningsstation Zackenberg, men den blev skræmt væk.

Danmarks Miljøundersøgelser har på grund af de stadig flere isbjørne i området besluttet at øge sikkerheden for forskere og personale ved forskningsstationen.

- Der er usædvanligt mange isbjørne i området, og det er noget, vi ser med stor alvor på. Vi har ikke kun erfarne polarforskere som Jens Fog Jensen og hans kollega, der arbejder på forskningsstationen, men også unge forskere, som vi skal sørge for at sikre bedst muligt. Isbjørne er hundehamrende farlige, siger Morten Rasch, videnskabelig leder af Forskningstation Zackenberg til nyhedsbureauet Ritzau.

Sikkerhedsopgraderingen er sket med hjælp fra universitetet på Svalbard, der har stor erfaring med at bedrive forskning i et område med mange isbjørne. Våben og procedurer er blevet opgraderet, ligesom alle forskere, der skal arbejde ved stationen, får et våbenkursus, når de ankommer.

- Vi vil også evaluere den seneste hændelse og se, om den giver anledning til en yderligere optimering af sikkerheden, siger Morten Rasch.

Han fortæller yderligere, at der tidligere gik op til 4 år mellem, at man så en isbjørn i området ved forskningsstationen. Men alene sidste år blev der observeret 3 isbjørne ved forskningsstationen.

Morten Rasch overvejer også, om det skal være et krav, at forskerne skal etablere snubletråde og andre advarselssystemer, når de arbejder i et område. På den måde vil de i god tid kunne opdage en isbjørn og formentlig skræmme den væk.