Forskningsekspedition lettere forsinket

Ekspeditionsskibet til forskningsekspeditionen Students on Ice med 75 unge studerende såvel som forskere, skulle have sejlet fra Iqaluit i onsdags.
Skrevet af Karsten Sommer
05. august 2012 13:59

Alle var klar, men helt usædvanlig meget is i bugten ud for Iqaluit, Frobisher Bay, gjorde det simpelthen umuligt for ekspeditionsdeltagerne, at komme ud til ekspeditionsskibet, som ventede på dem i bugten.

De over 100 deltagere, inklusive den eneste grønlandske deltager, Ivalu Christensen fra Sisimiut, har således måttet vente nogen ekstra dage i Iqaluit. Byens borgere har dog sørget for en række arrangementer for ekspeditionsdeltagerne, som på den måde har fået oplevet en anden side af livet i Canadas arktiske egne.

Men i går blev kystvagts skibet Des Groseilliers tilkaldt, og det fik mavet sig så langt igennem ismasserne, så de studerende og de andre passagerer kunne blive bragt ombord i små gummijoller.

Kystvagts skibet transporterede dernæst Students on Ice-deltagerne forbi isen i havnen og ud til et isfrit område i bugten, hvor ekspeditionsskibet ventede på dem.

Så nu er ekspeditionen for alvor i gang. Efter besøg på Baffin Island, fortsætter ekspeditionen til Grønland, hvor Uummannaq er første stop. Ankomst er oprindeligt planlagt til at ske den 8.august, men isproblemerne i Iqaluit kan føre til lidt forsinkelser.

Man kan følge ekspeditionen på hjemmesiden www.studentsonice.com