Rapport: Forskere planlægger fremtiden i Arktis

En omfattende international rapport giver anbefalinger til at klare fremtidens udfordringer i Arktis. Rapporten kommer fra Arktisk Råd og er lavet af forskningsinstitutioner fra Grønland, Danmark og Canada.
Foto © : Michael Van Woert, NOAA NESDIS, ORA./Flickr
23. maj 2018 09:42

Undersøgelsen af fremtiden og udfordringerne i Arktis har taget udgangspunkt i Baffinbugten, Davis Strædet, Vestgrønland og det østlige Canada.

Her har forskerne taget udgangspunkt i syv forskellige temaer: Levende ressourcer, råstofudnyttelse, skibsfart, infrastruktur, turisme, sundhed og uddannelse.

Hvert tema er blevet analyseret af en gruppe forskere, der efterfølgende er kommet med forslag til hvordan samfundet bedst ruster sig til fremtiden - både til de kommende år men også op til 50 år ud i fremtiden.

LÆS OGSÅ Konference sætter fokus på arktisk infrastruktur

Der er mange forskellige forslag. Nogle er meget konkrete, som at lave vejledninger for byggeri, der tager højde for at permafrosten tør.

Mens andre forslag skal gøre samfundet mere robust overfor en uforudsigelig fremtid. For eksempel, at sikre bedre boligstandard, bedre uddannelsesniveau eller en katastrofefond der for eksempel skal støtte fåreavlere, der bliver ramt af tørke.

- Arbejdet har været udfordrende. Der er kæmpe usikkerheder på klimaudviklingen og ikke mindst på verdensøkonomien. Og det har været nyt både for Arktisk Råd og for mange forskere at arbejde så meget på tværs af discipliner om fælles analyser og forslag, fortæller forsknings- og rådgivningschef Anders Mosbech, Aarhus Universitet.

I september afholdes der en række workshops i Nuuk, hvor rapportens forslag og overvejelser bliver fremlagt.

LÆS OGSÅ Norsk projekt kaster lys over fiskene i Arktis