Forskere kortlægger hele Grønland med satellitbilleder

Grønlandske og kinesiske forskere har sammen kortlagt hele Grønland med satellitbilleder.
Fra venstre til højre: Professor Qiang Zhou, Direktør og lektor Shengbiao Huang, Karl Brix Zinglersen (Grønlands Naturinstitut), Generaldirektør Chuanhong Chen, Dekan Xiao Cheng, Yu Jia (Grønlands Naturinstitut) Foto © : Pinngortitaleriffik
Skrevet af Inge S. Rasmussen
23. august 2016 06:37

Konkret består kortlægningen af 108 såkaldte LANDSAT-8 satellitbilleder sat sammen i et mosaikbillede.

Billederne blev taget i sommeren 2014 og 2015 under udfordrende forhold, fortæller Naturinstituttet. En satellit kredser én gang om jorden i løbet af 16 dage. Så hvis der ikke er optimale vejrmæssige forhold præcis den dag, må man altså vente 16 dage før den igen kommer forbi.

De kinesiske forskere udtrykker stor interesse for samarbejdet med deres grønlandske kolleger.

 

Foto © : Naturinstituttet
Professor Qiang Zhou fra Shanghai Academy of Agricultural Sciences overdrager GIS-kortene til GIS-manager Karl Zinglersen fra Grønlands Naturinstitut. (Foto: Naturinstituttet)

- Vi er uhyre interesserede i at følge nøje med i især indlandsisens afsmeltning, da den jo direkte påvirker havniveauet i Kina. Kloden hænger uvægerligt sammen og derfor er Kina interesseret i at følge i de forandringer der sker i Arktis, udtaler Xiao Cheng, der er rektor for Beijing Normal Universitets Center for Polar og Marin Forskning.

Måske byder fremtiden på flere grønlandsk-kinesiske samarbejder. Det kunne for eksempel være en fælles indsats omkring oceanografi og havisens udbredelse.

Eller i anden boldgade: Dyrkning af grøntsager i Arktis. En af de kinesiske forskere har nemlig specialiseret sig i væksthuse til at dyrke grøntsager i kolde og mørke områder på Sydpolen. En teknologi der muligvis kunne tænkes også at virke i Grønland.