Forskere gør unikt vulkan-fund i havet vest for Grønland

Danske forskere har fundet en vulkan i havet vest for Nuuk.
Undersøgelserne viser, at den grønlandske vulkan var særdeles kraftig og sendte smeltet sten, aske og røg højt op i luften dengang for 95 millioner år siden. Arkivfoto
03. december 2019 10:45

Fundet er unikt, fordi vulkanen stammer fra dengang, hvor superkontinentet Pangea blev opdelt, og Afrika, Europa og Amerika langsomt begyndte at glide fra hinanden.

Det skriver Videnskab.dk.

Opdelingen skabte en masse vulkaner langs hele Atlanterhavet, men de befinder sig alle sammen under havbunden og er derfor svære at finde og undersøge.

Vulkanen vest for Nuuk blev da også fundet ved et tilfælde, da et olieselskab ledte efter olie.

Olie fandt de ikke noget af, men:

- En systematisk undersøgelse af alt smulderet fra boringerne viste, at i en del af prøverne fra vest for Nuuk var et meget højt indhold af grundstofferne zirkonium og niobium, fortæller geolog Christian Knudsen fra GEUS.

- Det er karakteristisk for den type af vulkaner, som bliver dannet, når et kontinent bryder op – i dette tilfælde på et tidspunkt for 95 millioner år siden, da superkontinentet Pangea blev brudt op, fortæller geologen til videnskab.dk.

Efterfølgende har forskerne været i gang med at klarlægge, om vulkanen var eksplosiv.

Og her viser undersøgelserne, at den grønlandske vulkan var særdeles kraftig og sendte smeltet sten, aske og røg højt op i luften dengang for 95 millioner år siden.

Opdagelsen er for nylig offentliggjort i det videnskabelige tidsskrift Canadian Journal of Earth Sciences.