Forskere frygter for stenbiderbestanden

Biologerne har ikke en ærlig chance for at vurdere, hvordan stenbider-bestandene herhjemme har det. Sådan lyder det nu efter en højsæson, hvor store mængder stenbider-rogn er blevet indhandlet til høje kilopriser.
Stenbiderrogn Foto © : Torben Larsen/KNR
Skrevet af Mads Fisker
08. juni 2011 06:15

- Da vi kender for lidt til bestanden, har vi ikke mulighed for at give en robust biologisk rådgivning, siger Kaj Sünksen fra Grønlands Naturinstitut i dagens AG.

Forskeren frygter, at konsekvensen i værste fald kan være, at bestanden kollapser.

- Vi kender for lidt til bestanden, da fangstmængderne i sig selv ikke siger noget om, at der er mange fisk. Vi ved ikke, om de høje fangstmængder, vi har set de seneste år, skyldes, at alle, der har en jolle har intensiveret deres fiskeri efter stenbidere, eller om der er mange stenbidere, siger Kaj Sünksen fra Naturinstituttet til AG.

Og han efterlyser derfor, at fiskerne får pligt til at føre logbog over, hvor mange garn de sætter og hvor ofte de røgter dem.

Grønlands Naturinstitut vil i år undersøge alderssammensætningen hos den del af bestanden, som gyder her i landet.