Forsker: Varmere klima ikke et stort isbjørneproblem

Sermitsiaq.ag løb med en halv vind. "Isbjørn død af klimaforandringer", sådan lød overskriften på en historie på Sermitsiaq.AG baseret på den engelse avis The Guardians klimajournalist.
17. august 2013 13:30

På Svalbard fandt man en død isbjørn, der så helt afmagret ud, og den seneste tid har der ikke været meget havis omkring Svalbard. På baggrund af de to ting konkluderede den britiske journalist, at temperaturstigningen måtte være en bjørnemorder.

Så enkelt er det nu ikke helt, siger Aqqalu Rosing-Asvid fra Naturinstituttet.

- Umiddelbart så tror jeg på, at det er rigtig nok, at den specielle bjørn er nok død af sult, og måske det har noget med isforhold at gøre. Men det er bestemt ikke det samme som, at alle verdens isbjørne er ved at dø på grund af isforholdene, siger han.

Sult, som ramte den norske isbjørn på Svalbard, er en helt naturlig dødsårsag iblandt isbjørne, siger seniorforskeren. Han stødte i 90'erne på en del bjørne, der var døde af sult. Men ikke på grund af et varmere klima.

- Det var i en meget kold periode med nogle af de koldeste temperaturer målt ud for Vestgrønland. Bjørnedød på grund af sult behøver ikke hænge sammen med varme, siger seniorforskeren.

Forskning fra det nordlige Canada har for eksempel vist, at hvis isen ikke får mulighed for at smelte om sommeren, bliver området mindre attraktivt for sælernes huler, og sæler er bjørnenes vigtigste kost.

Bjørneforskeren forklarer, at der herhjemme ikke er nogen røde alarmklokker, der bimler, når det gælder bjørnebestanden. Der er nu næsten dobbelt så mange sæler i Arktis som for få årtier siden, siger han.

Madeleine Redfern, tidligere borgmester i Iqaluit, Canada, blandede sig forleden i bjørnedebatten på Twitter.

- At ingen havis er det samme som ingen bjørne, er et overforenklet budskab, som skævvrider virkeligheden og fører til rigtig meget dårlig journalistik, skrev hun.

Det er jagten, som finder sted i alle lande med isbjørne, der er den største faktor for, at der bliver færre bjørne, minder bjørneforskeren om.

- Hvis vi kun havde bestande i fuld størrelse og uden nogen fangst, så ville den mest naturlige dødsårsag nok være sult - og det vil det være, uanset om det er varmt eller koldt, ssiger Aqqalu Rosing-Asvid, seniorforsker på Naturinstituttet.

Ifølge ham er manglende havis kun et problem for isbjørne på Svalbard og i Hudsonbugten.