Forsker: Kønskvoter baner vej for kvalificerede kvinder

Flere kvinder i bestyrelserne vil betyde mere kritiske øjne på regnskaber og budgetter. Det forudser en kønsforsker efter, at et flertal i Inatsisartut har taget godt imod et forslag om ligestilling i toppen af de selvstyreejede selskaber.
Skrevet af Mads Fisker
08. marts 2011 08:51

IA´s Naaja Nathanielsen har foreslået, at der bliver indført kønskvoter i de selvstyreejede selskabers bestyrelser. Og indtil videre ser der ud til, at flertallet i Inatsisartut vil give grønt lys til forslaget.

Lektor og kønsforsker Karen Sjørup fra Roskilde Universitet i Danmark bakker op om Naaja Nathanielsens argumentation om, at det ikke er et spørgsmål om, at medlemmer skal vælges ud fra deres køn frem for deres kompetencer, men simpelthen om at åbne øjnene for de kvinder, der netop er kvalificerede.

Og det er netop læren fra Norge, hvor samtlige virksomhedsbestyrelser siden 2008 har bestået af mindst 40 procent kvinder, vurderer Karen Sjørup.

- Man har fået øje på de mange højtkvalificerede kvinder, der var, og samtidig fået en mulighed for at komme af med nogle af de mindre kvalificerede mandlige bestyrelsesmedlemmer, som man bare har været vant til at bruge. På den måde kan man også forestille sig, at man i Grønland vil få et større fokus på de velkvalificerede, højtuddannede kvinder, siger Karen Sjørup.

Hun mener i høj grad det handler om, at det bør afspejles i bestyrelserne, at halvdelen af befolkningen er kvinder, men ifølge den danske kønsforsker har kvinderne generelt set også særlige egenskaber som eksempelvis mådehold at bidrage til bestyrelserne med.

- Nu har vi haft nogle rigtige dårlige eksempler i Island og Danmark på bankbestyrelser, der ikke har været deres opgaver voksne. Der er altså nogen, der har været alt for risikovillige og fået lov til at jonglere med et helt samfunds ressourcer. Hvor mænd generelt er mere risikovillige, er kvinder mere forsigtige, og man kan forestille sig, at de derfor vil se mere kritisk på regnskaber og budgetter, siger Karen Sjørup.

Forslaget er næste gang på dagsordenen den 24. marts.