Forsker: Danmark har brug for Rigsfællesskabet

Det er en trussel for Danmarks internationale interesser, hvis Rigssfællesskabet opløses, siger seniorforsker fra KU.
Skrevet af Thora H. Nielsen
14. marts 2014 03:30

Det danske magasin Ræson har et tema om Rigsfællesskabet og de arktiske ressourcer i gårsdagens udgave.

Seniorforsker på Københavns Universitet er helt sikker på, at det har stor betydning for Danmark, når Grønland kræver større selvstændighed eller ligefrem kunne finde på at forlade rigsfællesskabet. Han mener, at debatten er undervurderet af danskerne, som bør være store tilhængere af rigsfællesskabet.

Den nuværende ordning har meget stor betydning for Christiansborg. Det er en trussel for Danmarks internationale interesser, hvis Rigsfællesskabet opløses, siger han til Ræson.

- Bloktilskuddet til Færøerne og Grønland er pebernødder i sammenligning med den værdi, de to øsamfund har for Danmark. Mister vi Rigsfællesskabet, mister vi den internationale opmærksomhed, vi i øjeblikket nyder via den store fokus på Arktis. Siden den internationale interesse begyndte at tiltage i 2005, har Grønland og Færøerne ligesom under den kolde krig været yderst værdifulde for Danmark, vurderer han.

Han siger blandt andet til Ræson, at rollen som een af de fem kyststater ved polarhavet samt Rigsfællesskabets status i Arktis, har gjort Danmark til en interessant samtalepartner for mange lande i verden. For eksempel kunne Danmark som arktisk kystsstat deltage i det såkaldte Ilulissat-initiativ i 2007, hvor fem stater: USA, Canada, Danmark, Norge og Rusland tildelte sig ansvaret for at håndtere konflikterne om Arktis. Det har haft en positiv og afdramatiserende virkning på processen med grænsedragningerne i Polarhavet, mener Hans Mouritzsen.

Tidligere udenrigsminister Holger K. Nielsen bekræftede over for Folketinget den 23.januar, at den internationale interesse for Danmark ville blive påvirket af større ændringer i Rigsfællesskabet. Rigsfællesskabet betyder meget for Danmarks internationale status. Det er helt korrekt, at den arktiske udvikling betyder, at kongeriget er blevet interessant, sagde han.