Forsker: Borgmesteren kan ikke bare lægge kæden væk

Den megen polemik omkring borgmester Ole Dorphs ageren i forbindelse med et møde i bygden Ilimanaq har medført en tsunami af kritik af borgmestrenes gøren og laden. Den kritik deles også af Danmarks førende kommunalforsker Roger Buch, der i det daglige arbejder på Danmarks Medie- og Journalist Højskole i Århus.
Skrevet af Peter Troelsen
11. oktober 2013 05:47

Under et borgermøde havde Dorph sendt sin viceborgmester i kommunen Jess Svane, da han selv var inhabil på grund af hans forretninger på det område borgermødet drejede sig om. Alligevel mødte Ole Dorph op som civilist, hvilket han gjorde opmærksom på under mødet. Det kan han ifølge Buch slet ikke gøre.

 -Det er jo ikke muligt for en borgmester ligesom at tage borgmesterkæden eller borgmesterhvervet af sig og sige, at nu er man ikke længere borgmester. Det vil man selvfølgelig altid være.  Alle der er til stede ved et møde, vil jo opfatte en som borgmester, og man vil jo også selv tænke som borgmester, i forhold til hvad der bliver sagt, forklarer Roger Buch til KNR Radioavisen.