Forsøgsfiskeri med levende torsk

Royal Greenland har forsøgt sig med en form for torskehoteller, hvor de levende torsk fragtes til en fabrik i Maniitsoq og bliver produceret inden for få timer. Dermed sikres en endnu friskere kvalitet i de forskellige fiskeprodukter.
Skrevet af Camilla Dam
08. september 2014 10:34

- Vi har siden juli benyttet os af denne fiskerimetode. ´Torskehotellerne´ er bure, hvor fiskene bliver holdt i live, indtil fiskefartøjet Lea henter ca. fire tons levende torsk ad gangen.

- Lea fragter torskene til Maniitsoq fabrikken, men lige inden afskibningen bliver de aflivet og blodskæres, siger Sten Sørensen, driftschef i Royal Greenland.

Forsøgsfiskeriet har stået på i juli og august 2014, hvor Maniitsoq-fiskerne har leveret den friske vare fra en nærliggende bugt.

Afventer europæisk tilbagemelding
Via Aalborg er varerne blevet sendt videre ud på det europæiske marked og, evalueringen af forsøget er på vej.
 
- Vi vil afvente de europæiske kunders bedømmelse af kvaliteten af torskeprodukterne, inden Royal Greenland evaluerer forsøgsfiskeriet.

- Så ved vi, om vi skal gå videre med forsøget. Dog tror vi på, at vi kan fortsætte med metoden, for produkterne har været rigtig fine, slutter Sten Sørensen.

DTU-studerende Elvar Traustason har lavet en afhandling om forsøget.