Fornyelse af EU-aftaler på vej

Formand for Naalakkersuisut Kuupik Kleist, lægger op til en fornyelse af samhandelsaftalerne med EU. Han mener, at EU's forbud mod import af sælskind og senest åbningen for import af rejer fra tredjelande, simpelthen udhuler handelsaftalerne mellem EU og Grønland.
13. oktober 2009 12:00

Kuupuik Kleist tager i sidste uge af oktober til Bruxelles, til en møderække med EU-Kommissionen og EU-Parlamentets præsidium. På dagsordenen er EUs forbud mod import af sælskind, som Grønland af etniske hensyn er undtaget fra. Og ikke mindst EU´s seneste udspil om toldfri adgang for rejer fra trejdelande. Et politisk tiltag der kan være med til at dumpe priserne på EU´s import af grønlandske rejer. Det kan betyde en alvorlig konkurrence for Grønlands afsætning af rejer, mener Kuupik Kleist.

- Begrundelsen er, at EU vil sikre sig tilstrækkelige mængder rejer, jeg tror derimod at man vil sikre sig en lavere pris, siger Kuupik Kleist.

Hvor er Danmark i hele den proces med EU?

- Danmark mener, at der er en god begrundelse for at stemme for den nye ordning, det synes vi ikke, siger Kuupik Kleist på et pressemøde i formiddags.

Kuupik Kleist benytter Europabesøget til et møde med klimaminister Connie Hedegaard. Emnet er Grønlands CO2 kvote.