Formodet pirat slipper for straf efter skud mod danske soldater

En etbenet formodet pirat er fundet skyldig i at forvolde fare for danske soldater. Men han undgår straf.
Den formodede pirat tager betænkningstid, i forhold til om han vil anke til landsretten. Det meddeler hans forsvarer, Jesper Storm Thygesen. Han har to uger. Samme frist har anklagemyndigheden til at anke. Foto © : Liselotte Sabroe/Ritzau Scanpix
Skrevet af Ritzau
29. november 2022 08:52

En nigeriansk formodet pirat har medvirket til at forvolde fare for danske soldaters liv under ildkamp.

Det fastslår Københavns Byret, der dog lader straffen bortfalde, så den 40-årige etbenede mand slipper for straf.

Anklagerne havde krævet en fængselsstraf på mellem 12 og 15 måneders fængsel samt udvisning af Danmark i 12 år.

Den nigerianske mand har været varetægtsfængslet i et år - først på Forsvarets fregat "Esbern Snare" i Guineabugten og siden i Danmark. Han skal - trods mandagens dom - fortsat sidde fængslet.

For sagens dommer har besluttet at forlænge fængslingen til foreløbigt 20. december af hensyn til en eventuel ankesag, og det, at han er udlænding.

Han blev tilbageholdt i november 2021, efter at en gruppe af formodede pirater havde været i ildkamp med det danske forsvar ud for Nigerias kyst.

I modsætning til tre andre overlevende blev den 40-årige bragt til Danmark. Det skyldtes, at han blev såret og fik amputeret sit ene ben. Derfor var det ikke forsvarligt at løslade ham til søs som de andre.

- Det er fuldstændig utvivlsomt, at der har været forskelsbehandling i denne sag, sagde forsvarer Jesper Storm Thygesen fredag i retten.

Han krævede den etbenede mand frifundet. Alternativt strafbortfald, som retten altså også er kommet frem til.

Mulig ankesag

Den 40-årige affyrede ifølge anklagemyndigheden ikke selv skud, men var ifølge retten med til at forvolde nærliggende fare for danske soldaters liv eller førlighed.

Det var 24. november sidste år, at "Esbern Snares" helikopter ville stoppe gruppen af formodede pirater.

Helikopteren affyrede varselsskud. Efterfølgende blev der skudt fra båden med de formodede pirater mod helikopteren. Det skete i to omgange på henholdsvis 225 og 217 meters afstand.

Senere blev Frømandskorpset også sat ind. Men det er kun skud mod helikopteren, som sagen mod den 40-årige handlede om.

Fire formodede pirater blev dræbt, en faldt over bord og formodes omkommet, mens fire overlevede.

Den formodede pirat tager betænkningstid, i forhold til om han vil anke til landsretten. Det meddeler hans forsvarer, Jesper Storm Thygesen. Han har to uger. Samme frist har anklagemyndigheden til at anke.