Forhandlingschef: Det er ikke korrekt, at de er blevet fyret

Selvstyrets forhandlingschef Rasmus Sembach Olsen ønsker nu at korrigere den historie Radioavisen bragte den 23. april om fyringer i Sundhedsledelsen.
02. maj 2012 11:43

Radioavisen fortalte, at redaktionen havde erfaret, at Sundhedsledelsens styrelseschef Kurt Nielsen og chefsygeplejerske Lisbeth Lumby Rasmussen var blevet fyret og at cheflæge Carsten Thordal var sluppet med en advarsel.

- Denne fremstilling er ikke korrekt, lyder det fra forhandlingschefen.

- De tre medlemmer af Sundhedsledelsen er ikke blevet fyret. De er fritaget fra tjeneste indtil videre, da sagerne er i høring. Derfor er der endnu ikke truffet endelige afgørelser i sagerne.

- Ved personalesager i det offentlige skal medarbejdere have mulighed for at udtale sig, før der træffes afgørelse i deres sag.

- Det sker ved, at medarbejderen får tilsendt en høringsskrivelse, hvor der er sagsfremstilling, vurdering af sagen, samt hvilken beslutning arbejdsgiver agter at træffe i den pågældende personalesag.

- Det er denne procedure, der er fulgt i de pågældende personalesager, skriver Rasmus Sembach Olsen i en pressemeddelelse i dag.

Ifølge Radioavisens oplysninger agter arbejdsgiver imidlertid netop at fyre to af de tre chefer i sundhedsledelsen.