Forfløjen formand for Naalakkersuisut

Først Danmark, så Bruxelles og på mandag Canada. Formand for Naalakkersuisut Kuupik Kleist har et stramt rejseprogram, der bringer ham både til Europa og Canada.
Skrevet af Louise M. Kleemann
25. marts 2010 04:51

I forgårs holdt han møde med den ny danske udviklingsminister Søren Pind, hvor de blandt andet diskuterede en mulig dansk strategi i forhold til oprindelige folk i forbindelse med den nylancerede danske udviklingspolitik. Søren Pind fik samtidig en invitation til at besøge Grønland.

Siden i går og frem til fredag er Kuupik Kleist i Bruxelles, hvor han deltager i det årlige møde med OLT-landene, der ud over Grønland, omfatter en række tidligere kolonilande over hele jorden, der samarbejder med EU om økonomisk og social udvikling.

Sidste mål på Kuupik Kleists rejse er Canada, som fra på mandag er vært for et udenrigsministermøde, også kaldet "Arctic 5" - hvor de fem lande som grænser op til Nordpolen, Grønland/Danmark, Norge, Rusland, Canada og USA mødes.

Mødet, der finder sted nær Ottowa, er en opfølgning på et møde i Ilulissat i maj 2008, hvor den såkaldte "Ilulissat Deklaration" blev aftalt og underskrevet parterne imellem.