Forfatterskab på skemaet

I sidste uge fik 80 3.g elever i Aasiaat en enestående mulighed for at få et indblik i, hvordan en forfatter arbejder. De fire danske forfattere Martin Krogh Andersen, Jacob Berner Moe, Katrine Grünfeld og Meghan D. Jakobsen var på gymnasiet for at lære eleverne grundprincipperne for, hvordan en novelle kommer til verden.
Skrevet af Peter Troelsen
05. september 2012 08:49

Hovedmanden bag workshoppen var skolens tidligere dansklærer Martin Krogh Andersen. Han havde allieret sig med tre andre forfattere, og sammen fik de klædt skolens elever godt og grundigt på til at deltage i novellekonkurrencen 'Allatta, Ung i Grønland – Ung i verden'.

- Vi har valgt at lave workshoppen for at gøre undervisningen i dansk mere vedkommende, og eleverne tog ualmindeligt godt imod vores tiltag. De fik et indblik i den kreative proces, der skal til, hvis man vil skrive en novelle eller en roman. Interessen og spørgelysten var i hvert fald stor, og det samme kan man sige om elevernes engagement, fortæller rektor på GU i Aasiaat Flemming G. Nielsen.

I forbindelse med gymnasieelevernes workshop var der også et offentligt møde på biblioteket i Aasiaat, hvor de fire forfattere fortalte om deres forfatterskaber og deres motivation for at sætte ord på papir.

- Det var jo generelt for alle fire, at de ganske enkelt ikke kunne lade være med at skrive. Hvis ikke de havde været så dygtige, at de fik deres skriverier udgivet, så havde de under alle omstændigheder skrevet til skrivebordsskuffen. Vi håber, at vores elever er blevet smittet lidt af forfatternes tilgang til det at skrive, og vi håber i den grad, at eleverne kan profitere af denne workshop når de skal til eksamen, fortæller Flemming G. Nielsen.

På grund af pladsproblemer på gymnasiet i Aasiaat var det kun sidsteårseleverne, der fik muligheden for at deltage i workshoppen, men rektor var ikke afvisende for at gentage succesen i årene fremover, så alle skolens elever får muligheden for at lære mere om skriveprocesser og opsætning af historier.