Forfatter: Grønland mangler en kvalificeret folkelig opinion

Det grønlandske uddannelsessystem får nogle skarpe ord med på vejen i den nye bog ”Polarparadiset - et folk på kant med fremtiden", som er skrevet af Jan Cortzen.
25. november 2010 11:42

"Den grønlandske drøm: Polarparadiset - et folk på kant med fremtiden" er titlen på bogen, der udkommer i dag. Det er forfatteren, journalisten og tidligere mangeårig chefredaktør på dagbladet "Børsen", Jan Cortzen, der i over 458 sider har sammenfattet sine indtryk fra en række rejser og et par års fast ophold i landet.

Bogen tegner et på en gang kærligt, men også kritisk billede af det moderne Grønland. Og forfatteren har i forbindelse med bogudgivelsen sagt, at han ikke ønsker at blive udråbt til ekspert. Der er med hans egne ord ikke tale om personlige betragtninger, men om en formidling af 33 personers holdninger. Der er tale om erhvervsaktive folk, der har et langt professionelt virke i Grønland bag sig, og som ved noget om samfundet, som Jan Cortzen udtrykker det.

Og han kommer langt omkring. Helt ud i krogene. Den gamle erhvervsjournalist beskæftiger sig naturligt nok med landets erhvervsstruktur med de dominerende offentligt ejede virksomheder, politiken, samfundslivet i al almindelighed, sprogproblematikken,

Og hans pen er hvæsset og skarp i forhold til landets uddannelsessystem. - Et system, som han mener har svigtet og også er blevet svigtet i mange år, og derfor er årsagen til de mange problemer, som Grønland i dag står overfor som et samfund i opbrud og fremdrift.

Han kalder det direkte for rystende, at over halvdelen af den grønlandske befolkning er uuddannet.

- Der er en alt for stor restgruppe, der ikke har fået den uddannelse, de har behov for og krav på i et demokratisk samfund, understreger Jan Cortzen, der også mener, at det er skandaløst, at de grønlandske politikere efter mere end 30 år med hjemmestyre og eget ansvar for uddannelsessystemet ikke har formået at sikre befolkningen en ordentlig uddannelse.

- Det er et grønlandsk ansvar. Og det er ikke danskernes skyld. Den forklaring er udløbet, siger Jan Cortzen, der ser et ordentligt uddannelsessystem som nøglen til et ordentligt demokratisk samfund.

- Med en ordentlig grundlæggende skoleuddannelse får du en mere nysgerrig befolkning, en mere kritisk befolkning, der kan stille krav til den politiske elite. Det mangler der i den grønlandske befolkning. Der mangler ganske enkelt en kvalificeret folkelig opinion. Politikerne har i alt for mange år stort set kunnet skalte og valte som de har haft lyst til, tilføjer Jan Cortzen.

Hans nye bog er udgivet af Mediehuset Sermitsiaq.AG.