Forfatter: Brug nettet til at udgive bøger

Forfatteren Kelly Berthelsen har på egen litterære kunst oplevet, hvor svært det er at udgive og sælge bøger. Han opfordrer nu til at bruge de moderne medier og i højere grad udgive skønlitteratur på nettet.
29. september 2009 12:23

- Det er et meget begrænset antal bøger, der bliver solgt i Grønland. Jeg ved ikke, om det er interessen eller midlerne, der mangler. Sådan siger manden bag 'en sjæls inderste kammer', Kelly Berthelsen.

Selv om han i 2003 var nomineret til Nordisk Råds litteraturpris, kan han ikke leve af forfattergerningen. Derfor har han før måttet udgive sine bøger over internettet i en elektronisk fil. Nu opfordrer han til, at flere forfattere overvejer at bruge de moderne medier, som internettet, til at udgive og sælge deres bøger.

- Markedet er fyldt med andre medier, og de medier skal vi bruge. Vi kan for eksempel udgive bøger elektronisk som pdf fil og distribuere dem på nettet, siger Kelley Berthelsen.

Forfatterforeningen KA opforderede på sit træf i weekenden til en bred debat om, hvordan vilkårerne for de grønlandske forfattere kan forbedres.