Forfatningskommissionen har nedsat tre arbejdsgrupper
Forfatningskommissionen har nu nedsat tre interne arbejdsgrupper. De skal have ansvaret for udformningen af udkastet til forfatningen for Grønland.
Formanden for kommissionen, Doris J. Jensen (Siumut), siger:
- Jeg har set frem til, at kommissionen internt fik nedsat arbejdsgrupper, og dermed kan vores arbejde med de forskellige emner indenfor forfatningsarbejdet nu påbegyndes. Jeg er ikke i tvivl om, at arbejdsgrupperne vil udføre et godt stykke arbejde.
Den første gruppe, arbejdsgruppen vedrørende regeringsformer, har fået Per Rosing-Petersen (Partii Naleraq) som formand.
LÆS OGSÅ Doris J. Jensen i spidsen for Forfatningskommissionen
Anita Hoffer (udpeget af Samarbejdspartiet) skal stå i spidsen for arbejdsgruppen vedrørende rettigheder og pligter.
Og den tredje og sidste arbejdsgruppe, der skal beskæftige sig med udenrigs-og sikkerhedspolitiske spørgsmål, har fået Aleqa Hammond (NQ) som formand.
De tre arbejdsgrupper skal i den nærmeste fremtid finde ud af, hvad de mere konkret skal arbejde med hver især.
Forfatningskommissionen holder møde igen i det nye år, og indtil da skal de enkelte arbejdsgrupper selv planlægge arbejdet.