Forarget Aaja rykker dansk finansminister

De grønlandske folketingsmedlemmer ser endnu en gang ud til at blive sprunget over i forbindelse med finanslovsforhandlingerne i Danmark. Aaja Chemnitz Larsen fra Inuit Ataqatigiit rykker igen den danske finansminister for et møde.
Aaja Chemnitz Larsens smil er visnet en del, eftersom Claus Hjort Frederiksen endnu ikke har indkaldt hende til de danske finanslovsforhandlinger. Foto © : Steen Brogaard/ft.dk
30. oktober 2015 14:35

Siden august har Aaja Chemnitz Larsen flere gange gjort opmærksom på, at hun meget gerne ønsker et møde om næste års finanslov.

Under førstebehandling af finansloven i Folketinget i sidste uge pointerede IA-politikeren så igen fra talerstolen, at partiet meget gerne vil drøfte flere sager om Grønland med finansminister Claus Hjort Frederiksen.

Læs også Aaja og Aleqa står sammen om forbedringer på retsområdet

Det kvitterede finansministeren tydeligt for, men det har endnu ikke ført til en mødeindkaldelse. Derfor har Aaja Chemnitz Larsen nu skrevet direkte til Hjort Frederiksen med en rykker, oplyser hun til KNR:

- Det er forståeligt, at man som ny regering skal have tid til at sætte sig ind området, men det er beskæmmende, at man via pressen skal høre, at samtlige partier nu er inviteret til finanslovsforhandlinger, når de to grønlandske folketingsmedlemmer ikke bliver inviteret til samme forhandlinger.

Læs også  Krav fra IA: Vi skal med til finanslovsforhandlinger

 - Jeg håber ikke, dette er udtryk for en manglende prioritering af Grønland, men at de grønlandske folketingsmedlemmer bliver indkaldt til et forhandlingsmøde inden længe. Derfor har jeg tænkt mig at rykke finansministeren for et møde indenfor få dage, skriver Aaja Chemnitz Larsen i en mail til KNR.

Heller ikke Siumut er blevet indkaldt til møde endnu. Aleqa Hammond oplyser, at partiet mandag vil rykke finansministeren for et møde, hvis der ikke er sket nyt over weekenden.

Sidste år endte den tidligere S-R-regering med at indgå en finanslov, før de grønlandske mandater nåede til forhandlingsbordet. Forklaringen var ifølge Finansministeriet, at der var valg til Inatsisartut og dermed udsatte man mødet med de grønlandske folketingsmedlemmer.