Forældelsesfristen i sager om seksuelt misbrug skal væk

Demokraternes Astrid Fleischer Rex vil have Straffeloven ændret, så sager om seksuelt misbrug af børn ikke forældes, sådan som loven nu foreskriver. Og det er der bred opbakning til i Inatsisartut.
11. april 2011 17:00

Som straffeloven er nu, udløber fristen for at anmelde seksuelle overgreb, når man fylder 28 år.

Allerede for tre år siden fremsatte medlem af Inatsisartuts Familieudvalg for Demokraterne, Astrid Fleischer Rex, forslag om at få ændret loven, så forældelsesfristen bliver fjernet. Men 2.behandlingen af hendes forslag blev udskudt og har ikke siden været på dagsordenen. Nu vil Astrid Fleischer Rex have at vide, om Naalakkersuisut nogensinde henvendte sig til Justitsministeren, som hun i 2009 fik at vide, at man ville gøre.  

- Indtil nu har jeg ikke fået noget svar eller nogen reaktion, så derfor spørger jeg, om nogen har gjort noget for at spørge Justitsministeren om mit forslag, så sager om seksuelt misbrug af børn ikke kan forældes, lyder det fra Astrid Fleischer Rex.

Hendes §37-spørgsmål kommer i slipstrømmen på den seneste tids debat i Danmark om samme problematik. Flere tidligere misbrugte har reageret med harme, efter den katolske kirke har lukket sagen om en pædofilianklaget præst ved at sende ham på pension. Og i sidste uge fremsatte Dansk Folkeparti lovforslag også med ønske om at få anmeldelsesfristen afskaffet med samme begrundelse som Astrid Fleischer Rex.

- Jeg mener, at den skal helt væk. For man ved aldrig, hvornår et menneske, der som barn er blevet seksuelt misbrugt, er klar til at komme ud med det, siger Astrid Fleischer Rex.

Siumut bakker varmt op. Partiets leder og medlem af Familieudvalget, Aleqa Hammond mener, at forældelsesfristen er en krænkelse af det enkelte offers retsforståelse, og hun tror, at en afskaffelse af forældelsesfristen vil betyde, at flere sager kommer for en dag.   

- Jeg tror, det er et meget fornuftigt og væsentligt spørgsmål. Jeg tror også, at hvis det ikke kan forældes, vil mange flere vil træde frem med de ting, de ikke tidligere har turdet, netop fordi de har været bange for, at deres sag var forældet, siger Siumuts Aleqa Hammond.

IA's medlem af Familieudvalget, Jane Petersen, udtaler, at hendes parti ligeledes synes, at det er et spørgsmål, der er vigtigt at få diskuteret, ligesom Atassuts Knud Kristiansen melder, at de også grundlæggende støtter forslaget.