Folketinget diskuterede Arktis

I går gik det løs med blandt andet debat om søsikkerhed, Arktisk Råd, atomvåbenfri zone i Arktis og sælfangst.
Skrevet af mlk
24. januar 2014 03:46

Stærkt forsinket behandlede Folketinget i går, torsdag, den arktiske redegørelse for 2013. Redegørelsen blev udsat på grund af den tidligere udenrigsminister Villy Søvndals sygdom.

EU’s importforbud mod sælskind var et af de emner, der gik igen i dagens debat. SF’s Steen Gade foreslog, at man igen rejste sagen om importforbuddet i EU, og IA’s Sara Olsvigs afkrævede svar fra flere af ordførerne om deres standpunkt i forhold til grønlandsk sælfangst.

- Forordningen i sig selv er noget juks. Jeg vil stærkt opfordre Udenrigsministeren til at arbejde på, at baggrundsinformationerne omkring forordningen revideres, så fremtidige beslutninger og implementeringen af forordningen sker på et sagligt grundlag, hvilket man desværre ikke kan sige at selve forordningen blev udarbejdet på, sagde hun fra talerstolen.

Doris Jakobsen benyttede især taletiden til at kræve bedre information om de amerikanske aktiviteter i Grønland.

- Skal vi fortsat leve med, at Thulebasens udvikling skal foregå i det skjulte, både for os i Grønland og for Folketingets medlemme, sådan som det også åbenbart skete med Camp Century, som vi først nu er ved at opdage følgerne. Den lukkethed, der har præget alt, hvad Danmark har ladet USA gøre i Grønland, må høre op, sagde hun i sit indlæg.

Udenrigsminister Holger K. Nielsen kvitterede blandt andet ved at love, at Danmark bakker 100 procent op omkring den grønlandske sælfangst, og understregede, at regeringen altid vil sørge for at inddrage Grønland og Færøerne så meget som muligt i arktiske anliggender:

- Jeg kan godt sige til de grønlandske repræsentanter og de i Grønland og på Færøerne, der sidder og hører det her, at vi i regeringen er meget bevidste om at inddrage jer grønlændere og færinger i de beslutninger, som Kongeriget tager på områder, der har at gøre med jer.

På spørgsmålet om der er behov for mere gennemsigtighed i forholdet til USA, havde han et ganske kort og kontant svar:

- Jo bestemt.