Folketinget bifalder lov om arverettigheder

Forslaget om arverettigheder til juridisk faderløse gled glat i gennem dagens førstebehandling i Folketinget.
Skrevet af mlk
24. oktober 2013 09:41

-  En fornuftig lovændring, lød det fra Socialdemokraterne. - Bedre sent end aldrig, sagde Radikale Venstre. - Børn har krav på at kende deres oprindelse, sagde Dansk Folkeparti. En urimelighed, der har fået lov til at fortsætte alt for længe, tilføjede SF.

Det skortede ikke på opbakningen, da loven, der skal sikre arverettigheder til juridisk faderløse  blev førstebehandlet i Folketinget. Loven retter op på, at børn i Grønland født uden for ægteskab før 1963 ikke har krav på at rejse en sag for at finde frem til deres far og dermed kunne gøre krav på arverettigheder.

Men IA’s Johan Lund Olsen er stadig ikke tilfreds:

-   Vi er glade for det her lovforslag, men det baner for en ny forskelsbehandling af de juridisk faderløse, hvis far allerede er afgået ved døden. Hvis dødsboet er opgjort, så er der ingen arveret. Jeg påpegede derfor, at Grønlandsudvalget bør forholde sig til meget kritisk til dette.

Inatsisartut har allerede førstebehandlet lovforslaget, der nød bred opbakning. Samtidig er de grønlandske partier enige med Johan Lund Olsen i, at der bør gives kompensation til de personer, for hvem loven kommer for sent.

-Institut for Menneskerettigheder har afgivet et høringssvar, der siger, at der nu igen bliver lagt op med et brud med den europæiske menneskerettighedskonvention, og det er altså dybt dybt kritisabelt, siger Johan Lund Olsen.

Siumuts Doris Jakobsen var fraværende ved dagens forhandling i Folketinget, da hun havde valgt at deltage i behandlingen af nultoleranceforslaget i Inatsisartut i stedet.

Ved dagens førstebehandling blev forslaget om de juridisk faderløse sendt til behandling i Grønlandsudvalget. Den kan dog ikke vedtages, før Inatsisartut er færdig med at behandle den. Det sker 27. november.