Folkeskolen kan organiseres bedre

Alle bygdeskoler skal i fremtiden knyttes til en byskole. Det anbefaler Skatte- og Velfærdskommissionen, der fremhæver uddannelsesområdet som et af de absoulut vigtigste områder at gøre nye tiltag på.
10. marts 2011 05:05

Undskyldningen om at folkeskolens problemer skyldes ressourcemangel, holder nemlig ikke, fastslår kommissionen. Fx er antallet af uddannede lærere i folkeskolen på niveau med Danmark. Ressourcerne skal bare forvaltes bedre.

- For folkeskolen og det øvrige uddannelsessystem er der mulighed for at opnå bedre resultater med de ressourcer, man har i dag, skriver kommissionen i sin betænkning, der udkom igår.

Derfor skal alle bygdeskolerne tilknyttes en byskole, og ledelsen af byskolen skal have både det pædagogiske og organisatoriske ansvar for bygdeskolen, anbefaler de.

Velfærdskommissionen lægger i det hele taget op til klarere defineret ansvar og krav til folkeskolen. Det indebærer bl.a. også at skolerne skal til at udarbejde en 'elevredegørelse' hvert år, mener kommissionen.