Folkeafstemning i Island kaldes "meningsløs"

Valgstederne i Island lukker kl.22 lokal tid. De islandske vælgere er i dag til folkeafstemning omkring den såkaldte Icesave-bankskandale, som har påført det islandske samfund - og dermed skatteyderne - en gæld til Holland og Storbritanien på 30 milliarder kroner.
Skrevet af Karsten Sommer
06. marts 2010 17:15

Op mod 75 procent ventes at stemme nej til den aftale, som de islandske politikere forhandlede sig frem til inden jul, og som er den vælgerne skal tage stilling til i dag.

Men siden jul er forhandlingerne med Holland og Storbritanien fortsat, og der er ved at komme en bedre aftale i hus. Derfor har den islandske statsminister Johanna Sigurdardottir på forhånd kaldt dagens afstemning for meningsløs, og har selv boycottet afstemningen.

Ifølge DR´s korrespondent Niels Quale er mange vælgere også blevet hjemme. En vælgermåling i eftermiddags viste at kun 26 procent havde afgivet deres stemme, betydeligt færre end hvad der plejer at møde op til valg i Island.

Hvis afstemningen som ventet ender med et nej, vil det på kort sigt forværre den islandske økonomi, fordi det vil forsinke en række lån til Island, som landet har meget brug for. Det drejer sig om lån fra den internationale valutafond, og fra bl.a. de skandinaviske lande, som ikke vil blive udbetalt før der er fundet en tilbagebetalingsordning med Holland og Storbritanien.

Omvendt tyder meget på at de seneste måneders forhandlinger er ved at føre til en bedre aftale for Island, med billigere renter af gælden. Hvis det lykkes, vil et nej ikke få den store betydning for de islandske politikere.

Afstemningsresultatet foreligger først en gang i nat.