Folk siger OK til olieboringer

Kulturhuset Sermermiut i Ilulissat var proppet af mennesker, og spørgelysten var så stor, at mødet om kommende olieboringer varede til midnat
Skrevet af Else Løvstrøm
18. marts 2010 18:37

Omkring 130 personer mødte op til høringen i Ilulissat om de kommende olieboringer, som Cairn Energy har søgt om at gennemføre her til sommer.

Og interessen har været stor både i Sisimiut, Aasiaat og Ilulissat.

- Befolkningen i Sisimiut lød nærmest ambivalente over for olieboringerne, mens Aasiaats befolkning nærmest bad om at få boringerne i gang med det samme, siger Finn Siegstad, der er tolk på alle møderne der gennemføres fra Sisimiut til Uummannaq.

Generelt er folk meget positivt indstillede og ser olien som fremtidens økonomiske sikkerhed. Men mange understreget, at olieudvinding aldrig gennemføres på bekostning af naturen og dyrenes sikkerhed, så kravene om beredskab skal være høje.

Men nogle er også skeptiske. Fisker Anthon Lindenhann, som KNR traf til mødet, siger, at han føler, at han sad på en spids genstand. Han er nemlig sikker på, at olieeventyret vil ændre på dyrenes opholdssteder. En anden borger, Jan Kristensen, mener at der bør indføres afgifter ikke alene på olien, hvor man kan kræve et beløb pr. tønde, men også på råstoffer, hvor der kan indføres afgift pr. tons.

Ellers byder folk olieeventyret velkommen, ikke mindst fordi Grønland, som et selvstyrende land må sikre sig nogle indtægter.