Folk i Sisimiut om USA-valg: Trump var latterlig, og Biden virker fornuftig

Joe Biden er blevet valgt som præsident i USA. Og det er slet ikke så skidt, mener folk på gaden i Sisimiut.
Han var latterlig, specielt da han ville købe Grønland, siger Jens Peter Berthelsen. Foto © : KNR / Ole PL Petersen
Skrevet af Ole Pl. Petersen
10. november 2020 14:54

Der er glæde og forhåbning at spore på gaden i Sisimiut efter valget i USA. Joe Biden bliver supermagtens næste præsident, og Donald Trump skal flytte ud af Det Hvide Hus.

Men Tage Lennert er forundret over Bidens alder, som er 77 år.

 

Foto © : KNR / Ole PL Petersen

 

- Jeg undrer mig over at så gamle mennesker stiller op som kandidater i USA. Han stiller selvfølgelig op, fordi han har kræfter til det, for han er helt almindelig som os alle, men jeg håber selvfølgelig, at han skaber udvikling, siger han.

Joe Bidens kommende vicepræsident er Kamala Harris, og hun bliver USA’s første sorte og kvindelige vicepræsident.

- Hun virker meget tillidsvækkende, siger han. 

Hvis Trump havde virket mere venlig, kunne han have vundet valget, vurderer Tage Lennert.

- Men hans fremfærd har været så rodet, og derfor er det meget godt, at han taber.

Jens Peter Berthelsen er også glad for præsidentskiftet i USA.

 

Foto © : KNR / Ole PL Petersen

 

- Det har jeg ikke noget imod. Jeg har undret mig over, at et så stort samfund kan have sådan en leder, siger han.

- Jeg forventer, at folk i verden nu kan være tryggere. Han giver mig forhåbninger. I vore dage kan man ikke vende ryggen til verdenssamfundets aftaler, især når stormagterne er så stærke. Under Trump vendte USA ryggen til det hele, siger han.

Elmar Groth har også hældt til Joe Biden, men han er mere tilbageholden.

 

Foto © : KNR / Ole PL Petersen

 

- Jeg har det fint med, at Biden har vundet. Men han får jo nok ikke det store flertal i Repræsentanternes Hus. Og så er der endelig Senatet, der ser det meget lige ud, siger Elmar Groth.

Med hensyn til Trump og USA’s interesse i Grønland så mener Elmar Groth, at det måske kan være en mere fornuftig tilgang med Joe Biden.

- Hvis vi ser på Grønland, så håber jeg på, at han får en fornuftig dialog, fordi det er et spørgsmål om, hvor langt amerikanerne skal ind i Grønland. De er på vej ind i Grønland, - det gjorde Trump opmærksom på 20. august sidste år, da han buldrede ud med, at han vil købe Grønland.

Hvordan var Trump som USA’s præsident?

- Hysterisk! Han er jo ikke politiker, vi forstår. Man får jo lyst til at slå fjernsynet, når han er på. Man får koldsved, det er simpelthen forfærdeligt, siger Elmar Groth.

Niels-Ole Ugpernángitsok’ har heller ikke været stor fan af Donald Trumps præsidentskab.

 

Foto © : KNR / Ole PL Petersen

 

- Han var latterlig, specielt da han ville købe Grønland, der brød jeg ud i latter.

- Hans meningsløse udmeldinger... Det er for tydeligt, at han ikke kan skue ud over næsen, siger Jens Peter Berthelsen.