Folk i Nuuk om Qarsoq Høegh-Dams exit: Øv, hvor er det ærgerligt

Qarsoq Høegh-Dam trak sig fra Inatsisartut, før han tog anorakken på i går.
Nina Johansen, Peter Petersen og Pipaluk Kleeman er træt af, at Qarsoq Høegh-Dam er fortid i Intatsisartut.
24. april 2021 11:02

Mega ærgerligt. 

Sådan reagerede folk i Nuuk på, at Siumut-stemmeslugeren Qarsoq Høegh-Dam trak sig fra Inatsisartut.

Det gjorde han i går morges i et opslag på Facebook. Han var nemlig bange for, at et flertal i Inatsisartut ikke ville erklære ham egnet til at være i parlamentet.

Grunden til det er en hashsag. Qarsoq Høegh-Dam blev kendt skyldig i kredsretten i at ville videresælge 49 gram hash, som politiet fandt i hans bolig i oktober 2015. Det udløste en dom på en uge i anstalten, men sagen blev anket.

Sagen kom for landsretten i oktober 2019, men her fandt man det ikke bevist, at hashen skulle sælges videre. Derfor endte Qarsoq Høegh-Dam med blot at få en bøde på 1500 kroner. 

Hash eller ej – dem, som KNR talte med, var ærgerlige.  

 

Foto © : KNR

 

- Jeg synes, at det er meget ærgerligt, at han trækker sig. Han er en meget dygtig kandidat, og vi har i Grønland brug for nye unge mennesker som ham, siger 28-årige Pipaluk Kleeman, der læser til sygeplejerskestuderende.

 

Foto © : KNR

 

Nina Johansen på 22 år mener, at sagen er blæst helt ud af proportioner. Hun studerer til socialrådgiver. 

- Der er rygter om, at han har begået noget kriminelt i forhold til hash. Men den episode er forbi nu. Alligevel er det blæst helt ud af proportioner, og nu er det blevet en stor sag, siger hun. 

- Han fik næsten til 1000 stemmer. Bare en enkelt persons stemme betyder rigtig meget. Vælgerne vælger nemlig en kandidat, fordi de støtter den kandidat – og de tror på, at vedkommende kan tage et ansvar.

 

Foto © : KNR

 

Peter Petersen på 86 år er heller ikke begejstret for Qarsoq Høegh-Dams exit. 

- Selvfølgelig er det ærgerligt. Man kan jo hurtigt mærke, at Qarsoq er en klog ung mand. Jeg synes, at det er ærgerligt, hvis han ikke engang bliver naalakkersuisoq, siger han.

Qarsoq Høegh-Dam fik 796 personlige stemmer på valgdagen 6. april og blev i Siumut kun overgået af Aslak Vilhem-Jensen, Erik Jensen og Kim Kielsen.