Fokus på voksnes skrivefærdigheder

De voksnes læse- og skrivefærdigheder er på programmet når Selvstyret i denne uge afholder en konference.
21. marts 2011 05:43

Det er nemlig en præmis for at få de ufaglærte i uddannelse og de uddannede i efteruddannelse, mener arrangørerne.

Konferencen, der afholdes i samarbejde med Nordisk Ministerråd, finder sted tirsdag og onsdag i Nuuk, hvor deltagere og oplægsholdere fra hele Norden kommer for at dele deres viden og erfaringer.

- Utilstrækkelige læse- og skrivefærdigheder blandt voksne kan gøre det vanskeligt at deltage i arbejdslivet og begrænser den enkeltes muligheder for at deltage i demokratiske processer og i det sociale liv. Derfor vil Naalakkersuisut med denne konference, sætte fokus på udvikling af tilbud til forbedring af voksnes læse- og skrivefærdigheder, lyder det i pressemeddelelsen fra Selvstyret.

I forlængelse af konferencen afholder Departementet for Erhverv og Arbejdsmarked og Departementet for Kultur, Uddannelse, Forskning og Kirke, den 24. marts en ekstra dag for de grønlandske deltagere. Den skal bruges til at udarbejde konkrete anbefalinger til Naalakkersuisut om, hvordan vi i Grønland kan udvikle tilbud til voksne, som har svært ved at læse og skrive.